breadcrumb-img12
Når der skal friskes op på rummene med ny maling og lofter, er det vigtigste at gøre forarbejdet grundigt, så man opnår et flot og holdbart resultat

Maling af vægge og lofter er det almindeligste malearbejde i boligen, og det er en opgave, langt de fleste gerne binder an med – også selvom de ikke har det specielle gør det selv-gen, der får nogle til at kaste sig ud i større byggeprojekter. Uanset om der skal rettes op på flere års tilsodning fra mados og tobaksrygning, eller du bare er træt af farverne, så er der få tiltag, der i den grad kvikker op på rummene, som nymalede vægge og lofter.

I den rigtige rækkefølge

For at opnå det bedste resultat og undgå, at du spilder tid eller spænder ben for dig selv, er det vigtigt, at du udfører arbejdet i den rigtige rækkefølge. En typisk arbejdsproces, når du skal male både lofter og vægge, ser sådan ud:

1.

Ryd så meget ud af rummet som muligt. De møbler, der ikke kan fjernes helt, rykkes ud på gulvet. Hylder, lamper og andet tages så vidt muligt ned fra væggene. Tag også alle skruer og søm ud af vægge og loft.

2.

Dæk gulvet af med kraftig plastfolie eller karton, og sæt det fast langs kanterne med malertape. Eventuelle møbler dækkes af med tynd plastfolie. Sæt malertape på.

3.

Loft og vægge vaskes grundigt ned. Huller og revner spartles og slibes efter. Mal loftet. Mal væggene.

Hvis træværket – døre, paneler og vinduer – også skal have en tur, slibes og repareres det samtidig med vægge og lofter, men det males som det sidste.

Rengøring, forberedelse og reparationer

Hvis malingen skal hæfte ordentligt, og slutresultatet skal være pænt, er det afgørende, at overfladen på vægge og loft er jævn og sidder ordentligt fast.

Det første, du skal gøre, er derfor at vaske grundigt ned med vand tilsat grundrens. Det vil fjerne gammelt skidt og fedt og vil samtidig afsløre, om overfladen er i stykker eller smitter af. Hvis den gamle maling sidder løst, skal du med en spartel fjerne så meget, du kan.

Hvis loftet har været kalket eller malet med limfarve, og du nu vil give loftet en anden overfladebehandling, vil det smitte kraftigt af, og så er det vigtigt, at du bliver ved med at vaske, indtil det ikke længere smitter af.

Herefter skal du fylde alle huller og revner ud med spartelmasse. Når massen er tør, sliber du efter med sandpapir korn 100 for at få en helt jævn overflade. Er der tale om et gammelt og meget krakeleret, pudset loft, kan det være nødvendigt at sætte glasfilt på hele fladen. Glasfilt giver et jævnt underlag og fungerer samtidig som en armering, der holder sammen på overfladen.

Væggene skal også repareres efter rengøringen. Det er vigtigt at du kradset huller og revner godt ud og fjerner alt løst materiale. Herefter fugtes området let, inden spartelmassen føres på og presses godt ind i hullet.

Drejer det sig om større huller, er det i mange tilfælde nødvendigt at lægge spartelmassen på i flere lag, inden du sliber efter.

Til mindre reparationer er en almindelig gipsfiller udmærket, men den tørrer ikke så godt i tykkere lag. Her skal du først have fat i en grovere type spartelmasse, der er egnet til større opgaver. Brug en bred stålspartel til at føre spartelmassen på og trække overskydende masse af med. Fleksibel akrylspartelmasse i patron kan være god til revner, der stadig bevæger sig (»arbejder«), f.eks. en sammenføjning mellem væg og loft eller mellem væg og karm, men vær opmærksom på, at du ikke kan slibe på en fleksibel spartelmasse.

Den rigtige maling og det rigtige værktøj

Til de almindelige maleopgaver på væg og loft bruges normalt vandbaseret akrylplastmaling.

Den er nem at føre på og arbejde med, og malingen tillader væggene at ånde nogenlunde, samtidig med at den er robust og kan tørres af.

Jo blankere maling du vælger, jo mere robust og vaskbar vil den være. Til gengæld afslører en blank maling ujævnheder meget mere end en mat. Malingen klassificeres efter glanstrin, hvor 0-5 kaldes helmat, 6-10 mat, 11-29 halvmat, 30-59 halvblank og 60-100 helblank.

Til loft vil man vælge en helmat, mens man til vægge oftest vil vælge en mat, der er mere robust. I køkken og bad vælges typisk en halvmat. Vær opmærksom på, at du til den fugtige zone i badeværelset skal vælge en maling, der er specielt egnet til de forhold.

Vælg altid maling i den bedste kvalitet. Dårlig maling har ringe dækkeevne, og du skal derfor male flere gange. Dermed æder noget af besparelsen sig selv op, og du bruger unødig tid på malearbejdet.

Kilde: https://fyens.dk/